Motion og træning 2005 - fra min træningsdagbog
Her er beretninger fra væsentlige arrangementer, jeg deltog i dette år.
Burresø Rundt 2005 (Cykelløb 50 km)
Efter sidste års fiasko, hvor jeg blev vist forkert efter ca. 30 km, så stillede jeg til start fast besluttet på at gennemføre løbet denne gang.
I modsætning til sidste år, hvor jeg var i træning til netop denne distance, har jeg i år lagt træningen om, så jeg følte mig ikke så stærk.
Starten går ned igennem Ganløse henover en parkeringsplads hvor søvnige bilister sejler hen over vejen på vej til bageren. Men det lykkes da at komme ud af byen i et stykke. Der danner sig hurtigt en gruppe foran bestående af nogle garvede ryttere, suppleret med nogle håbefulde, som ikke kender løbets profil.
Første bakke er nemlig "Tyrens ryg" mellem Ganløse og Lynge. Jeg havde derfor ikke nogen speciel høj hastighed på vej ud af Ganløse. Dels er der en lille nedkørsel, dels er den suppleret med en rundkørsel med brosten i midten, som kan resultere i en farlig situation, hvis folk ikke passer på.
Derfor lå gruppen 50 meter foran mig inden bakken. Jeg har prøvet bakke flere gange og på vej op passerede jeg også en rytter som havde fejldisponeret sin taktik. Gruppen lå nu 10 meter foran mig, men de arbejde godt sammen og jeg besluttede at køre i mit eget tempo for at senere at få gavn af de ryttere som helt sikkert ville falde af de to næste stigninger. Sekundært kunne jeg mærke på mit knæ at jeg ikke havde været tilstrækkeligt opvarmet til at køre op af bakken. Så jeg kørte med ekstraordinær høj kadance de næste kilometre.
Efter lidt bykørsel i Farum kom så næste stigning. Desværre havde jeg været nød til at vente på grønt i lysregulering og det havde en gruppe benyttet sig af til at køre mig ind. Så jeg lå i gruppen og blev blokeret på vej op af bakken. Heldigvis løste det sig lidt på vej ned mod Kirke Værløse. I Kirke Værløse ville gruppen i modsætning til mig ikke ind på cykelstien som foreskrevet i løbets regler og derfor fik gruppen noget forspring på den bekostning. På vej ud af Kirke Værløse kommer så den sidste alvorlige stigning i løbet, hvor en af rytterne falder så meget af at jeg ikke kan bruge ham til at kæmpe mig op til gruppen igen.
Så går turen tilbage til løbets udgangspunkt Ganløse. Ved rundkørslen havde jeg kørt gruppen ind igen, men de foretrækker en anden rute ind i Ganløse end den som er afmærket, så jeg bliver sat igen. Tre af rytterne vælger dog at gå i depot ved starten, så jeg indleder jagten på den sidste rytter i gruppen. Ruten mellem Ganløse og Slagslunde er forlagt til en skolesti - en kombineret gang- og cykelsti med en brede på 1,5 meter. Jeg koncentrere mig derfor om at undgå gående personer med deres hunde og suspenderede forfølgelsen indtil Slagslunde. Efter Slagslunde fik jeg kontakt med rytteren på vej ned igennem skoven og vi kørte sammen frem til landevejen med Lindholm (Der var der jeg blev vist forkert sidste år.). Mellem Lindholm og Uvelse passerer man en bro over den nedlagte midtbane. Den anden rytter faldt af på den lille bakke, men foran fik jeg øje på tre ryttere. Vi skulle dog lige igennem Uvelse, men da vi drejede mod Gørløse, så skiftede jeg til den store klinge og afstanden op til de tre rytter blev hurtigt mindre. Bagfra kom der dog et felt på ca. 5 ryttere, som kørte i et andet noget højere tempo. Jeg fik ikke rigtigt fat i dem da vi skulle igennem en befærdet villavej, men gruppen foran fik fat i feltet, da dette felt valgte at sænke farten for at få flere med til at arbejde.
Resultatet var at jeg ikke kom med og måtte køre alene til mål. Undervejs tabte dette felt dog to ryttere, som jeg kørte ind og overhalede. De sidste kilometre foregik igen på smalle gangstier, hvilket gav nogle problemer, da de gående ikke vidste at der var stævne. Tiden blev 1t og 44 min, hvilket er OK på grund af den svære rute med sti-systemer..
Jeg har nu gennemført løbet, men vil nok ikke stille op igen i 2006. Ruten er flere steder lagt på kombinerede gang og cykelstier uden en afmærkning som gør at de øvrige brugere af sti-systemet kunne vide at der var et løb igang. Der er selvfølgelig et problem, når der kommer et felt med 4-5 rytter med 30 km/t ind imellem hunde, barnevogne og børn i gocarte. Der skal derfor lyde en opfordring til arrangørerne om at forlægge ruten mellem Ganløse og Slagslunde på landevejen og finde en anden indkørsel til målet i Lynge.
Tour de Skævinge (Cykelløb 50 km)
Jeg havde haft gæster aftenen forinden og kom lidt sent i seng. Jeg følte mig derfor ikke helt på dupperne inden start og besluttede mig derfor for at finde en god gruppe at køre sammen med frem for den normale taktik med at brage løs og dø i front.
Men efter start så det ud til at gruppe 2 var temmelig langsommere end gruppe 1, så jeg måtte træde igennem og køre mig op til første gruppe. Det var en stor gruppe på 10-15 ryttere og der blev kørt godt til. Ved Tulstrup var der vejkryds og der blev feltet slået i stykker. Jeg fik placeret mig med de forkerte og mistede derfor kontakten med feltet. Jeg forlod hurtigt mine følgesvende og satsede på at det forreste felt ville tabe nogle ryttere. Jeg hentede et par stykker kort før Arnisse som jeg hurtigt passerede, da de kørte i et helt andet tempo. Da vi kom ind på landevejen mod Frederiksværk fik jeg øje på en gruppe med tre ryttere, som jeg kun havde 100 meter op til før Ramløse.
Desværre er passagen af Ramløse et spørgsmål om rent held og tætheden af den øvrige trafik og gruppe fik ca. 200 meters forspring på grund af at jeg skulle vente på nogle biler. Heldigvis så er der et langt fladt stykke nord for Arresø ved sommerhusområderne. Jeg satte hastigheden op til 32 km/t over de næste kilometre og lige da vi kom ud af skoven så havde jeg hentet gruppen. Nu gik gruppen desværre i stykker på grund af den stærke vind og et vejarbejde. Bagfra kom en gruppe op og på vej igennem Frederiksværk fik vi dannet os et ny gruppe bestående af de 4 stærkeste rytter fra de to grupper - heriblandt mig.
Nedkørslen mod Kregme foregik med moderate 48 km/t og jeg trak så frem til afkørslen til Ølsted. Her var der også en lang nedkørsel efterfulgt af en blød med lang bakke op igennem byen. Da vi har kommet ud på et fladt stykke, trak jeg igennem med 38-40 km/t over de næste 4-5 km og lod en af de andre gøre arbejdet det sidste stykke ind til Skævinge. Tiden blev 1t og 37 min, hvilket var udmærket. Selv om at jeg følte mig knapt så frisk om morgenen, så fik jeg det bedre undervejs, om end at jeg enkelte steder kunne mærke, hvad jeg havde lavet dagen inden.
Hedeboløbet (Cykelløb 55 km)
Det var første gang at jeg kørte løbet. Foruden selve løbsoplevelsen var løbet også en test af om min nye cykel var ved at være helt klar. Da jeg for år tilbage flyttede fra Næstved, fik jeg også pludselig 50 km til min cykelpusher (Pingel) og trods forskellige forsøg, er det ikke lykkedes at finde en god reparatør i nærheden af min bolig. Det tog mig f.eks. 14 dage at få justeret de nye gearkabler, som en lokal cykelsmed skiftede.
Derfor købte jeg en cykel hos Aldi, men i modsætning til mine forrige køb, hvor jeg stort set kunne køre ud fra Pingel og træne med det samme, så har det taget 2 måneder at få indstillet gear, bremser, m.v.
Men tilbage til løbet. Vi lagde stille og rolig ud med ca. 30 km/t. Ret hurtigt viste det sig at mine look klamper ikke passede med pedalen og derfor røg jeg ud af dem 10-12 gange i løbet af turen. Det ødelægger rytmen. Jeg fandt sammen med 3 andre ryttere og vi kørte de første 20 km sammen. Den ene faldt af da vi passerede en felt, som var startet 10 min. før. Kort før Viby stod en markering lidt dårligt, så vi måtte af cyklen for at komme ud på vejen. Min pedaler drillede, så jeg tabte kontakten til de to andre.
Jeg måtte lave en hård opbremsning i Viby og pludselig blev cyklen tung at køre. Jeg troede at det var fordi at jeg havde drukket for lidt, da det var skyfri himmel, så jeg satte farten ned og satsede på at jeg nok skulle få gang i cyklen igen. Kort efter kom ruten ind på en vej, hvor det var smidt masser af sten ind på kørebanen med den bagtanke at trafikken nok skulle køre stenene fast. Problemet var at der tilsyneladende slet ikke var passeret noget trafik, så hvert sving skulle køres med meget streng kontrol. Cykel var stadig tung. De sidste kilometre var en kamp, men langt om længe kom jeg i mål i den ikke flatterende tid på 2 timer og 11 min.
Bagefter viste det sig at den forreste bremse slæbte på, hvilket den ikke havde gjort inden løbet. Endvidere skal jeg se på sadlens placering, da jeg fik en hudafskrabning et meget privat sted. Så der kom tre ting til på listen, som skal justeres på den nye cykel.
Set i bagklogskabens klare lys, skulle jeg nok havde taget min Everton, hvis jeg havde vidst, hvor dårlig underlaget var. Min Everton anvender dæk med et større luftkammer, hvilket ville havde givet et mere behagelig ridt.
Esrum Sø rundt (Cykelløb 74,5 km)
I år var staten flyttet ud af Centrum til Skandseskolen. En busrute gik igennem startområdet, men offentlig trafik er om søndagen i disse år noget tyndmasket, så der kom kun en enkel forbi imens at der blev gjort klar til start.
Op til starten gik spekulationerne om man skulle starte i regntøj eller ej. Jeg valgte at start uden, hvilket primært skyldes at min normale regntøj sad på min Stratos, som er til service. Det sæt, som jeg havde med er ikke velegnet til at køre med i skiftende vejr, da det er for varmt.
Der kom en byge et kvarter før start, så da starten gik 9.15, var vejene stadig temmelig våde. Jeg startede bagerst i feltet, da jeg ikke er til våde veje. Der skete dog også et styrt i andet sving 500 efter start. Men jeg kom hurtigt til at sidde alene da de to felter forrest trak fra og der dannede sig en gruppetto bagerst, som kørte for langsomt efter min smag.
Vejen gik via Nødebo til landevejen og via nogle små byer til Dronningmølle. Derefter gik ruten mod syd. Ruten var fint afmærket med gule pile og hvide skilte. Pludselig manglede de to og flere felter (jeg stødte på op imod 20 ryttere, som kørte rundt på må og få) kom i tvivl ved en større rundkørsel. Vi vidste dog at vi skulle til Tikøb og valgte at køre dertil. I Tikøb kunne vi heller ikke finde nogle afmærkninger, så jeg kørte alene mod Espergærde og ned på landevejen til Hillerød. Kort før Hillerød fandt jeg imidlertid skiltende igen og fortsatte derefter på ruten.
Imens var det begyndt at regne. Og det var mere end almindelig dug. Vejene blev nogle steder helt dækket med vand og farven var brun, så man ikke kunne se eventuelle huller. Et sted, hvor der efter en lille nedkørsel, lå en rideskole, var der masser af mudder. Kort før mål observerede jeg to ryttere, men jeg indhentede dem, var deres hastighed for lav til at jeg ville følge dem. Godt våd ville jeg hjem til mål. Vel i mål efter 2t. 38 min. (officiel tid.), blev jeg informeret om at nogle fjolser havde fjernet nogle skilte et kritisk sted, hvilket havde medført store problemer.
Nogle af dem, jeg talte med i mål, mens at jeg prøvede at få varmen over noget tjære, havde kørt 66 km, andre 79 km. Jeg havde kørt 75,5 km i stedet for 74,5 som var den officielle distance.
Det er surt at en eller vellykket tur skal skæmmes af simpel hærværk, for ellers var der ikke en finger at sætte på arrangementet med hensyn de ting, som arrangørerne kan være herre over.
Arresø rundt (Cykelløb 44 km - officielt 50 km)
Så blev det tid til en 44 km enkeltstart. Jeg mødte tidligt op (lidt over kl. 8.00), men kom først af sted kl. 8.20 på grund af maveproblemer. Ret hurtigt blev jeg alene ude på ruten. Jeg mødte et par ryttere, som også så ud som om at de var klædt på til fest, men de ville ikke hænge på. I modsætning til sidste år blæste det ikke en halv pelikan, så hastigheden lå på 35 km/t frem til bakkerne. Op af bakkerne på nordsiden fik jeg lidt ondt af mig selv, men tilsidst lykkedes det mig at komme igang igen.
Bortset fra passagen af et trafikuheld, hvor en bil havde fast nærkontakt med en råbuk, så skete der ikke rigtigt noget på resten af turen. Hvis jeg ikke havde kørt turen sidste år, ville jeg nok have været lidt i tvivl om rutens strækning inde i Frederiksværk, da der manglede et skilt eller to ude ved stålvalseværket.
Det sidste stykke igennem Frederiksværk, hvor vi kørte på grus sidste år, var blevet ordnet. Til gengæld havde man nu flere steder lavet chikaner på cykelstien. Turen fra Frederiksværk til Melby gik for fuld skrue og efter 1t og 29 min. var jeg færdig. Hvis jeg havde lyst til at blive hængende til kl. 17.00, kunne jeg deltage i lotteriet, men da kl. kun var omkring 10 og jeg havde lovet konen morgenbrød, så kørte jeg hjem for at ligge på langs i stedet.
Bortset fra den manglende afmærkning i Frederiksværk, var der ikke en finger at sætte på stævnet, bortset fra at jeg nok ikke er at regne for målgruppen. Der er heller ikke mere at hente tidsmæssigt på ruten, hvis færdselsreglerne skal respekteres. Så jeg tror at jeg springer over næste år.
Rundt om Vallensbæk. (Cykelløb - 50 km)
Ca. 3-4 minutter efter 100 km ruten var blevet sendt afsted, så startede jeg på 50 km. Der var kun en gruppe. På grund af lokale forhold kl. 6 om morgenen i Ølstykke havde jeg for meget tøj på, så hvis I så en rytter med lange bukser på en sort cykel, så har I set undertegnede.
Efter starten satte første gruppe en voldsom hastighed på næsten 40 km/t i snit. Desværre var farten så god at første gruppe overså et skilt med besked på at dreje til højre. Der blev råbt, men jeg kunne forstå at det ikke var alle, som hørte det. Det er således kun agterenden af gruppe et mixet med gruppe 2, som pludselig lå først. Da der var kommet orden i kaos efter Ishøj, så tog jeg en føring over Køgevejen og halvvejs til Hedehusene, hvorefter at jeg skulle have noget at drikke.
Da vi kom til Hedehusene, blev jeg lidt handicappet af at jeg har min oprindelse fra Løbesporten og har taget turen over Triathlon til motionscyklingen. Jeg taber afstand i sving og var reelt blevet sat på vej ud af Hedehusene, men på lige vej, var jeg markant hurtigere end frontgruppen og fik hurtigt kontakt igen. Senere fik vi nærkontakt med en eller anden form for landbrugskøretøj med hænger. Jeg kommer fra Næstved og ved hvor fraværende folk kan være med indbygget radio i høreværnet, men det var tæt ved at en af rytterne var blevet klippet i højresving.
Efter hændelsen med landbrugserhvervet, kom der igen gang i gruppen. Jeg tog en lang føring, men kort før væskedepotet kørte en af rytterne væk fra feltet. Jeg blev sat og valgte at gå over enkeltstartmode. Igennem Herringløse kunne gruppen dog ikke blive enige om hvem som skulle sætte tempo, så jeg kom op igen. Sengeløse bød dog på et dårligt køreunderlag, så der kom huller i gruppen og jeg sad i den bagerste del. Jeg forsøgte at køre frontgruppen op, men måtte strække våben, da der kom en bakke kort før Risby.
Resten af ruten gik igennem Albertslund med en masse trafiklys. Jeg tror at både gruppen og undertegnede fik hver vores del af røde lys. På vej mod mål skruede jeg dog op for blusset igen og kom ind i en tid på 1t og 30 min. Alt i alt et godt stævne, men i den nervøse start skulle der nok have været placeret en flagmand, hvor at ruten drejede til højre i Ishøj. Jeg ville nok ikke været blevet nr. 5, men ville alligevel have kørt i en god tid.
Noget andet som var rigtigt godt var at turen foregik på min Stratos, som var blevet klar fra service. Der var rigtigt knald på, gearene skiftede som drøm og det nye bagdæk fungerede godt. Min kone har bedt min om at disponere de næste to weekender anderledes, så Bastrup Sø Rundt (86 km) er næste stævne for mig.
Bastrup Sø rundt 11/9-2005 – (Cykelløb 86 km)
Efter 2 ugers pause stod jeg klar til årets formentlig sidste løb. (Der mangler stadig en del praktiske ting, før at en udflugt til Alpetramp kan lade sig gøre). Målet var en tid i nærheden af de 3 timer og var formen fra Vallensbæk Rundt intakt, så var der håb forude.
Vejret var lidt overskyet og op til start funderede jeg over om jeg skulle tage de løse ærmer på, hvilket jeg til sidst valgte at gøre og det viste sig at være en god ting.
I år havde man som noget nyt valgt en samlet start. Det gav mig den ulempe at jeg ikke kom op i feltet, fordi at jeg blev låst på en smal cykelsti. Der blev dannet nogle store grupper oppe foran, som jeg ikke blev en del af.
På vej ud af Smørum forsøgte jeg at finde en gruppe, men de grupper jeg kunne finde kørte for langsomt i forhold til det mål, jeg havde sat mig. Så efter nedkørslen bag om Novo, så lå jeg alene. Benene virkede heller ikke så gode som i Vallensbæk, så jeg besluttede at holde en høj kadence og køre i lavere gear end normalt for at undgå at syre til.
Snart kom jeg til Tyrens ryg og selvom at jeg synes at jeg sneglede mig op af bakken i forhold til min præstation i ”Burresø Rundt”, så passerede jeg nogle ryttere på vej op ad bakken.
Vinden kom fra Øst og da jeg kom ud på landevejen mod Slangerup, besluttede jeg at anvende den store klinge, så snart gik det ud af vejen med over 40 km/t. Efter nogle skarpe højresving sluttede fornøjelsen og ruten gik nu mod Gørløse, hvor der heldigvis var nogle bakker, som gav et afbræk i det ensformige landskab. Jeg bemærkede dog at en gruppe lå et par 100 meter bagude, men de kom ikke op. Snart efter kom endnu et højhastighedsstykke langs Strø Bjerge og nu var vendepunktet oppe ved Skævinge synlig, men ak.
Jernbanebommen gik ned blot 100 meter foran undertegnede og så var der kun at vente. Gruppen bagfra kom op, hvilket viste sig at være godt idet at jeg altid bliver lidt stiv i knæene efter en pause. Jeg lagde mig ind bag i gruppen og lod dem trække indtil at jeg var varm igen. Derefter gav jeg en lang føring tilbage, men da vi nåede til depot nr. 2, gik de ind.
Sidste år havde vi stiv modvind, da vi kom fri af skoven. I går havde vi modvind på stykket fra Hovedvej 6 til vi havde passeret S-banen. Det var lidt af en sejtrækker, men det lettede at kunne dreje på Allerød. Efter Allerød kom vi ind i skoven ved Bregnerød og selvom det er svært at orientere sig om hvor man i det hele taget er, så slap vi for modvind. På det tidspunkt havde jeg slet ikke set nogle andre deltagere siden depotet. Kort før Vassingerød så jeg to ryttere, men da jeg kom op til dem, var deres hastighed for lav og jeg fortsatte forbi. Ved biografen flettede rytterne fra 36 km ruten ind og deres hastighed er som regel meget lavere, hvilket kræver opmærksomhed.
Vi manglede nu kun et modvindsstykke og det var strækningen mellem Kirke Værløse og Værløse. Jeg bemærkede at en anden gruppe nærmede sig og jeg satte hastigheden ned og koblede mig på gruppen, lige så snart at den kom op. Gruppen trak godt igennem og de så ikke ud til at være generet at jeg lå i slipstrømmen (Heldigvis er der ikke ført bevis for Claus Borre fysiologiske teori om et lufttomt rum bag en førende rytter, for det kunne have været fatalt for mig.). Men gruppen opdagede ikke at der er to lyskryds i Værløse og det ene var rødt, så jeg blev sat, da jeg gerne vil overholde færdselsreglerne. Resten af turen var begivenhedsløst og på den sidste strækning i medvind mellem Ballerup og Smørum gav jeg den krudt en sidste gang på den store klinge.
Tiden blev registreret til 3 timer og 2 minutter (Computeren sagde 3t. 8 sek. og 28,2 i GNS hastighed), hvilket gav en forbedring på 26 minutter i forhold til sidste år. Den sidste store grupper foran kom ind blot 12 minutter før mig, så jeg kunne godt have siddet med, hvis jeg var kommet op i starten, men sådan er gamet en gang imellem. Kommer man ikke med, så må man bare få en god tur ud af det alligevel.
Kommentarer
Send en kommentar