Kommunalvalget 2025 - Svært at sætte sit kryds

Jeg ønsker forandring. Lige nu har byrådet mistet kontrollen med deres administration, så det er de ansatte der sætter dagsordenen. Her er nogle af de emner, som har været debatteret.

Erhverv

Egedal er en udpendler kommune. Folk har deres arbejdsadresse i andre kommuner. Lokal industri kan gå, men som store IT-virksomheder har skrevet i fagbladet ComputerWorld, så er Ballerup en ødemark. Ballerup ligger tættere på København og har en motorvej, så det er nemt at forstå, hvor Egedal ligger i det spil. Der kommer ikke noget erhvervseventyr i Egedal og det nytter ikke at forsøge at lokke virksomheder til. Små virksomheder med lokale kunder kan gå, men ikke noget større.

Transport

Danmark er kun et grønt foregangsland af navn. Prisen for offentlig transport er sindssyg. Når jeg taler med kollegaer i andre lande, er de totalt uforstående overfor prisniveauet for offentlig transport i Danmark. Jeg kører ofte til Ballerup for at tage toget ind og ved at gøre det, sparer jeg 20 kroner hver vej. Vi kommer stort set aldrig i København, når vi har fri, for det koster både for meget i parkeringsudgifter og hvis vi skulle tage offentlig transport. Valgkampen har haft bedre transport til København. Det kan ikke lade sig gøre, for det er staten som ikke har togsæt til at kunne opfylde et sådant ønske.

Folkeskolerne

Folkeskolerne har været en katastrofe siden Folkeskolereformen i 2014. Resultatet har været, hvad der ligner en apokalypse. Der har næsten uden undtagelse stået lærerflugt på programmet. Nogle taler om en manglende lokalaftale. Pensum kan kommunen ikke gøre noget ved. Det styrer staten. Det giver faktisk ingen mening at det er kommunerne, som står for Folkeskolerne, når det er Folketinget som sætter dagsordenen. Om få år stopper 10. klasserne. Det vil ikke give mening at forsøge at etablere afløseren i Egedal Kommune. Der er ikke egnede lokaler. Eleverne må tage til Ballerup eller måske Frederikssund, hvis de ikke klarer cuttet til en gymnasial uddannelse. De nuværende bygninger kan udstykkes til ejerlejligheder, suppleret med små boliger bagved.

Idræt

Vilkårene for idræt står dårligt til i Egedal. Nogle klubber oplever direkte, at kommunen går langt for at jage dem væk. Svømmeklubberne opererer på kommunens nåde i Egedal Kommune. Mange lokaler er nedslidte og kun de elitære klubber, som kan skaffe sig private partnerskaber, kan få adgang til nybyggeri, men med den pris at kommunen ikke har styrer, hvem som bruger bygningerne og nye bygninger skal også driftes, hvilket medfører at budgettet presses, så andre lokaler får færre penge til vedligeholdelse. Måske med tanke på de lange skoledage, så er idrætten som et samlende punkt i lokalområdet noget som hører fortiden til, for mange klubber har stort set ingen ungdomsafdeling. Den udvikling kan ikke vendes, når man ser på det fokus på det elitære område som kommunen har.

Boliger

Billige boliger er en mangel, men man har ikke gået efter byggeri, som gør det muligt for almindelige indkomstgrupper at bo her. Man har bygget dyrt og det kommer til at koste dyrt i boligstøtte. Sårbare borgere på bosteder kan ikke få en almennyttig bolig, fordi politikerne politisk har valgt at undlade at gøre brug af sin anvisningsret. Her kunne kommunen se på nye billige byggemetoder, men man har valgt at etablere en slags kopi af Ørestadens dyre boligblokke, samt etablere det parkeringshus, som har flest etager over jorden vest for Frederiksberg. Et byråd søges, som rummer modet til at bygge små, billige boliger, med metalspyd i stedet for betonsokkel. Det er et af de få steder, hvor byrådet kan gøre en forskel. Men over en årrække har man drevet en boligpolitik, hvor man ikke ønsker at hjælpe de borgere, som ufrivilligt er ramt af sygdom ved at gøre brug af sin anvisningsret, så disse borgere føler sig i dag nærmest uønsket i den kommune, hvor deres familie har betalt skat i årtier.

De handicappedes situation 

Det område hvor jeg mest af alt ønsker forandring er der hvor kommunen efter kommunalreformen fik påduttet opgaver, de ikke er voksne til. Børn, som rammes af en fysisk sygdom, kan uden problemer møde op på hospitaler og forvente behandling. Det kan børn, som rammes af psykiske lidelser langt fra forvente. De nydannede kommuner mener ofte, at de er langt bedre til at vurdere helbredet hos børn end lægerne på sygehusene. Landet over modarbejdes både læger og familierne af sagsbehandlere og lokale psykologer i kommunens tjeneste på en måde så familierne får samme fagligheder, som sygehusene gav før at man fik øje på bakterier og troede at sygdom smittede via lugt.

Det er et område, hvor politikerne kan gøre en forskel. De kan bede deres egen forvaltning om at lytte og inddrage eksperter selvom det så går ud over enkelte medarbejderes ego. De kan bede om at få informationer på bordet så de ikke blot kan se overrasket ud, når socialtilsynet lukker botilbud efter år med skærpet tilsyn fordi der ikke bliver rettet op på skævhederne. De kunne besøge bostederne og med selvsyn konstatere problemerne med skadedyr og kloaklugt i de nedslidte bygninger, de driver bosteder i. De kan kræve indsigt i en kontrakt, som pålægger sårbare beboere at betale varme for lokaler spredt ud over hele kommunen fordi de bliver betegnet som fællesområder selv om beboerne i det enkelte bosted aldrig ser lokalerne i de andre byer. Der er indgået aftaler med private udlejere, som medfører udgifter til både sårbare borgere, men også til kommunen, når de sårbare borgere skal have overlevelse-ydelse ja for at overleve.

Tør vi tro på forandring?

Alle kandidater uden undtagelse lover bedring for de svageste borgere, men er det efterhånden ikke ude af både øje og sind, når krydset først er sat?

Det frygter jeg. Alligevel vil jeg møde op og stemme i morgen, for måske er der bare et lille lys for enden af tunnelen.