Kommentar til to artikler

Jeg har fulgt Lawand Hiwa Namo’s kritik af Sigrid Nielsen, som i dagbladet Information udtrykker sin frustration over at det er svært at få arbejde, når der er så mange skilte med ledige stillinger. Spørgsmålet er, om de virkelige eksisterer. Faktum er at der er mange ledige stillinger, men ikke mange som alle frit kan søge. Vi har skabt et samfund, hvor mange arbejdsgivere nærmest forventer at få stillet gratis eller støttet arbejdskraft til rådighed.

I min familie har et medlem med 3 forskellige lidelser været i ikke mindre end 4 forskellige jobs hvor meningen var at det efter endt arbejdsprøvning skulle ende med fleksjob. Senest var det arbejde i en kantine hos en meget stor produktionsvirksomhed i Frederikssund. Kantinedriften var outsourcet til et firma og her blev arbejdet passet i 6 måneder, hvorefter at kantine firmaet og job-konsulentfirmaet efter at have fået sat stolen for døren af kommunen måtte meddele at der ikke var arbejde til den lokale kantineleders forbløffelse som var blevet glad for den gratis arbejdskraft. Jeg kender ikke til årsagen til dette afslag. Det kan meget være at kantine-firmaet havde vundet kontrakten hos den store produktionsvirksomhed på en måde som ikke levner rum til betalt arbejdskraft.

Før kantine jobbet var det indtil flere butikker, som fik glæde af den gratis arbejdskraft. Det er altid let at få plads til arbejdsprøvning i de travle måneder op til jul, men når højtiden er slut, så er der ikke længere råderum. Mange stillinger er uopnåelig land for ansøgere for når man nærlæser stillingsopslagene, så er de reserveret til mindretal og det pynter selvfølgelig på en virksomheds etiske profil at de på den måde kan slå sig op på at være rummelige. Det hører sig vel nærmest til, at alle virksomheder på en måde kører efter en checkliste, når de skal stå til ansvar i medierne for deres millionoverskud. Man skal ikke virke for grådig. Man skal fremstå pæn og poleret i offentligheden og derfor er det vigtigt at tage checklisten frem og krydse af selvom det holder andre fra at søge de ledige stillinger.

Jeg har hele mit liv taget de stillinger som er blevet mig tilbudt. Jeg har ikke haft en karriereplan. Jeg har fået lov til at tjene mange gode steder og har kun udtrykke ros for mit nuværende arbejde, hvor jeg har tjent i snart 10 år. Det eneste jeg fortryder i dag, når jeg mæt af dage stort set kun går rundt og venter på at livet er slut med håbet om at jeg kan magte at arbejde til den allersidste dag, er min villighed til mobilitet.

De sidste 27 år har jeg boet i en by hvor 90 procent af de arbejdsduelige borgere forlader byen om dagen og rejser til København. Jeg forlod min omgangskreds på Sydsjælland og det har haft sin omkostning. Det er først nu her i 11te time, at jeg har meldt mig ind i en løbeklub, efter at have sat min karriere på standby, at jeg er begyndt at have en omgangskreds i byen. Årene er gået med transport, arbejde og forpligtelser med familie, skole osv..

Jeg har haft det fint med at være så fokuseret på at arbejde, men jeg ved at andre ikke ville kunne holde til det. Endvidere rummer en flytning det problem, at man heller ikke ved noget om, hvorvidt at velfærdssamfundet reelt vil virke, når der er brug for det, når man pludselige er brug for det. I Næstved havde man dele af byen, som var befolket af tilflyttere fra andre dele af landet. De levede deres liv og vi indfødte vores. Nu var jeg selv tilflytteren og i overensstemmelse med de normer, som vi har, så jeg har levet mit liv uden at ligge andre til last, men når der var brug for hjælp, så var kommunen mere opsat på at holde hospitaler uden for end at lade dem behandle sygdomme hos en af mine børn, som de endte med at behandle da barnet blev myndighed og kommunens ikke længere kunne stoppe regionen.

I Næstved kendte min familie systemet. Her i Ølstykke er jeg fremmed. Jeg lærte aldrig nogen som lige kunne skaffe mine børn ind i de stillinger i lokalområdet, der ikke slås på nogen steder. I disse GDPR tider går man bare ikke rundt og afleverer sine papirer. En af mine børn gjorde det og fik i butik efter butik besked på at tage sine papirer med hjem igen og skrive sig ind på deres hjemmeside. Så lidt gevinst ved at tage initiativ. Den fejl bør ledige ikke gøre.

Jeg bliver aldrig indfødt selvom jeg så på mystisk vis overlever de næste 10 år. I Vilhelm Mobergs roman “Sidste brev hjem” nævnes til sidst Æbletræet. Når jeg lukker øjnene, lugter jeg æbletræet nær skoven ved Herlufsholm. Selvom der ikke er et Atlanterhav mellem min bolig og min fødeby, så føles det konstant sådan.

Jeg kan derfor ikke dømme de nyuddannede som ikke kan finde job og trods alt sætter en grænse for, hvorvidt de er villige til at flytte efter et arbejde. Det er både kassetænkning og muligheden for virksomhederne for at få billig arbejdskraft, der blokerer for ansættelse. Det er den pris, som man uvægerligt kommer til at betale, når man flytter til en fremmed egn, som også blokerer.

Bare fordi at livet har vist sig fra sin gode side for en selv, skal man ikke forvente at andre kan kopiere ens metoder og opnå samme gode resultat. Tiderne ændrer sig. Hvad der var godt, da jeg kom ud på arbejdsmarkedet på fuld tid i 1986, kan være helt forkert i 2024. Jeg vil derfor være meget påpasselig ved at give gode råd og gøre mig til dommer over hvad andre gør i dag.

Referencer

• »Du kan blive cater« – så absurd var jobcenterets råd til mig, en nyslået 12-talshumanist (af Sigrid Nielsen - læserbrev Dagbladet Information)
• Selvfølgelig bør den arbejdsløse akademiker Sigrid tage et job som trappevasker
(af Lawand Hiwa Namo - læserbrev Politiken)