Motion og træning 2004 - fra min træningsdagbog

Her er beretninger fra væsentlige arrangementer, jeg deltog i dette år.

Ullerød løbet 2. maj 2004 (Cykelløb 50 km)

Ullerød er Nordsjællands sæsonpremiere, hvor Storebæltsløbet i Slagelse er sydsjællands. Løbet byder på flere distancer, hvor de længste er på 50 og 115 km. Med mine øvrige forpligtelser (job, familie og frivilligt arbejde) i tankerne, besluttede jeg at køre 50 km. Jeg er godt nok i form, men det er kage-form, så bakker harmonerer ikke med min kørestil.

Ruten på 50 km går med uret rundt om Arresø i modsætning til Tour de Skævinge og Frederikværksløbet, som går mod uret. Op til løbsdagen havde et højtryk truet med at der kunne falde nogle dråber. Dilemmaet var som så mange gange før: regnvejr eller solskin? Jeg satsede på en blanding. Jeg medbragte mit regnslag og som resultatet heraf blev det solskin.

Starten for 50 km-ruten gik kl. 9.15 og første del af ruten foregik i medvind, hvilket ikke er en fordel for mig. Jeg kom ikke rigtigt med i en af de store grupper og kørte lige pludselig alene. Der lå nogle spredte grupper foran og dem kørte jeg op i håbet om at få et samarbejde i gang. Men det skete ikke. Så trak jeg gruppen frem mod Frederiksværk, hvor bakkerne satte en naturlig begrænsning for den videre fremfærd. Mine følgesvende sagde tak for hjælpen og kørte hurtigt fra mig på bakkerne igennem byen.

Ruten gik forbi Arresødal. Da jeg ikke er den store nedkører, så fik gruppen foran lidt mere forspring. Vel ude af Frederiksværk på det flade stykke frem til Ramløse indledte jeg en ny forfølgelse. Jeg overhalede et par stykker, som var plaget af defekter, måske på grund af det fugtige stykke i skoven.

Efter Ramløse blev ruten lidt mere kuperet. Jeg overhalede en masse cyklister, der dog ikke så ud til at være en del af løbet. Ca. 5 km før målet fik jeg øje på en rytter ca. en halv kilometer foran mig. Jeg pressede mig lidt ekstra og fik kørt ham ind. Jeg forsøgte at sætte ham, men indså at vi nok ville have mere gavn af at samarbejde. Efter en time og 36 minutter ankom vi til målet. Der gik ikke så lang tid og så var præmieoverrækkelse til de hurtige. De hurtigste havde kørt ruten på 1 time og 15 minutter, dvs. med 40 km/t. Jeg kunne konkludere ud fra tiderne at det måtte være en større gruppe, som har et godt samarbejde. Der er ikke et minut imellem de ryttere, som var i top 14.

Som deltager oplever man arrangementet som et vel udført stævne, der fundet sin rytme og sine traditioner som resultatet af at det nu var været på tapetet i over 10 år. Ruten er god og afvekslende. Der er ikke så mange venstresving. Der er poster ude, hvor oversigtsforholdene er uoverskuelige. Kort sagt. Stævnet ligger op til at man vender tilbage.

Buresø Rundt – 16 maj 2004 (Cykelløb - ej gennemført)

Det er det første løb nogensinde, som jeg ikke fuldførte. Ikke fordi at jeg ikke kunne, men jeg blev sendt ud på en forkert rute af en official. Nu kom jeg kun til at køre ca. 32 km, så for at få noget ud af dagen måtte jeg køre en omvej hjem. Det lykkedes at få 60 km på tælleren som en trøst.

Men ellers kan jeg oplyse følgende om stævnet. Der var i 2004 to ruter. En på 30 km og en på 50 km. Jeg kørte 50 km ruten. Starten var lagt i Ganløse for 50 km ruten. 30 km ruten startede i Lynge. Starten gik lidt kaotisk ind over en parkeringsplads hvor folk var på vej til bager. Ruten gik derefter nordpå op over tyrens ryg. Ved Lynge drejede vi mod Farum. Jeg var kommet lidt på mellemhånd, idet at jeg kom forholdvis godt over “ryggen”, men i forbindelse med et gearskifte kom jeg til at lave en Jacob Piil. Der er lagt op til justering af udløseren på klik-pedalen.

Foran mig lå en gruppe på 4 ryttere. Jeg forsøgte at hente dem på den forholdsvise flade strækning hen til Farum, men det lykkedes ikke. Da jeg viste at der ventede et kuperet terræn mellem Farum og Kirke Værløse, droppede jeg ideen om at køre dem op og koncentrerede mig om at komme godt igennem det kuperede terræn og den krævende nedkørsel til Kirke Værløse. Der er fartbump, samt dårlige oversigt forhold og ofte krydsene ryttere på hest. Der er grund til ekstra opmærksomhed. Efter Kirke Værløse skulle jeg lige over en lille stigning før at turen gik videre til Ganløse.

I Ganløse passerede jeg startområdet for anden gang. Ruten gik af små villaveje og skolestier, som er smalle og befærdet af folk og hunde på vandretur. Der var ikke meget plads. Sti-systemet sluttede ved Slagslunde, hvor at ruten gik over til landevejskørsel igen. Et par steder måtte jeg bruge klokken på afstand for at vække officials, der talte i telefon, så jeg kunne få vist vejen.

Dem, som har prøvet at køre på den grove asfalt ned igennem skoven ved Buresø ved at man nemt får regnskab med alle plomber i tænderne. Rystelserne går gennem marv og ben. Derfor slog jeg ind på cykelstien, da lejligheden bød sig. Desværre er det en dobbeltrettet cykelsti, hvor man skal skifte vejside lige inden Jørlunde afkørslen. En rytter passerede mig, mens at jeg skiftede side. Han valgte vejen frem for cykelstien og det fik han et forspring ved. Da stævnet ikke kan tilbyde et kort, så havde jeg ud fra beskrivelse regnet med at vi skulle køre lige over landevejen mellem Slangerup og Lynge, men her blev jeg vist til højre af den official, som stod ved krydset. Så var det løb forbi. Jeg kom helt frem til mål, før at jeg opdagede at der var noget galt. Det skete også for andre. Bad luck.

Ellers kunne jeg forstå på nogle af de fuldførende ryttere at jeg var gået glip af et fladt stykke op imod Nørre Herlev, hvilket er min force. Så min fejl-kørsel var dobbelt ærgerlig. Skulle man give løbsarrangørerne nogle råd, er det to, som falder mig ind:

  1. Et kort over strækningen ved start.
  2. Et papskilt ved de steder, hvor ruterne skiller, så rytterne ikke alene skal forlade sig på officials, som trods alt også har til opgave at holde lidt øje med trafikken.

Frederikværksløbet 20 juni 2004 (Cykelløb 50 km)

Dette løb er også et gensyn, idet at jeg har kørt løbet en gang før. Som altid velorganiseret om end at der var en trykfejl mht. til starttidspunktet i et eller andet program. Heldigvis var den annoncerede start tidligere end hvad den reel var, så folk kom da ikke for sent. På 50 km ruten kneb det ikke med pladsen. Kun ca. 30 personer var til start. Det var synd.

Når men starten gik og den første del af ruten går på cykelstier ned mod Græse rundkørslen. Der er ikke meget plads og det gælder om at passe på da farten godt kan komme op på 50-60 km/t. Rytterne på 130 km ruten brugte da også uregelemetert landevejen. Et sted imellem Græse og Frederikssund drejes der til venstre mod Skævinge, som vi kort efter kørte igennem. Da vi kort efter drejede til venstre mod Hillerød, så gik det galt ved passagen af landevejen mellem Frederiksværk og Hillerød. Jeg kom simpelthen ikke rigtigt i pedalerne, da vi skulle sætte igang igen. Jeg brugte derefter mange kræfter på at køre feltet op. Da det delte sig kom jeg til at sidde i den bagerste del. Selv om jeg kort efter rykkede fri og indledte forfølgelsen, så kunne jeg ikke hente den forreste gruppe af 5-7 ryttere på grund af det kuperede terræn.

Da vi havde passeret Ramløse og blev det fladt igen og jeg kunne hente ind på gruppen der lå 800-100 meter foran. Jeg hentede ca. halvdelen ind på dem, men så kom vi til Arresødal og landevejen med den irriterende rundkørsel med omvendte vigepligtsforhold. Løbet var stort set slut på det tidspunkt, da der kun resterede en lille kilometer. Min tid blev 1 minut dårligere end Skævinge, hvilket alligevel var tilfredsstillende, da ruten er mere kuperet.

Da jeg var ved at køre hjem, kom der kraftige byger, hvilket tyder på en god dag. Da jeg så ovenikøbet vandt en lodtrækningspræmie, så var mine 50 kr. godt givet ud.

Skulle man tale om en skønhedsplet, så er det de manglende deltagere. Det er for ringe af folk at der ikke er flere, som gider at køre. Det er sjovt. Det er udfordrende og 50 km tager ikke længere tid end at man kan være hjemme til frokost. Der er kun et at sige: Kom i gang

Tour de Skævinge 23 maj 2004 (Cykelløb 50 km)

Dette års gensyn med Skævinge bød på en kølig nordenvind, som satte en dæmper for fornøjelserne de første kilometre, når man gammel og stivbenet skal prøve at træde igennem uden at knæene tager skade.

Ret hurtig viste det sig at feltet blev spredt ud i små grupper på 2-3 personer. Jeg trak to mand op til en tre mands gruppe, men ret hurtigt faldt de fra. Gennemsnitshastigheden lå på 27-29 km/t, så jeg ville gerne have en anelse mere fart på. Men det gik som det plejede. Jeg trak og blev hægtet af ved chikanen i Skærød. Nu var jeg blevet varm og derfor kom der godt med fart på igennem Ramløse og mod Frederiksværk.

Bortset fra irriterende trafik ved Frederiksværk og den mærkværdige omvendte vigepligt i rundkørslen, som kostede et par minutter, så viste det sig at jeg havde gode ben og kunne køre rigtigt stærkt på den sidste del af ruten. Tiden blev dog kun 1 minut bedre end i 2002, hvilket primært skyldes arbejdet på første del af ruten.

Men som altid var stævnet velarrangeret. Bortset fra den efterhånden meget slidte belægning på vejene nord for Arresø og den besværlige passage af Ramløse med Cykelsti, som ophører i den ene side og den dobbelt passage af vejen, så er ruten rimelige flad hvilket passer mig godt. I år havde arrangørerne forsømt at melde løbsterminen til www.dcf.dk. Jeg ved ikke om det har holdt nogle deltagere væk, men feltet så da rimeligt ud. Hvis jeg kan få plads i min kalender til en 2005-deltagelse, så møder jeg ganske givet op.

Arresø Rundt 15 august 2004 – (Cykelløb officielt 50 km - målt til 44)

Ruten var markant kortere end annonceret, hvilket primært skyldes at arrangørerne var tvunget til at lægge ruten om grundet de irriterende rundkørsler i Frederiksværk.

Men til selve løbet. Arrangementet er langt an på tur-cyklister + motionscyklister som festligt indslag. Der er ingen tidstagning og rullende start. Det betød 44 km enkeltstart for mig. Vinden kom fra vest og ruten gik rundt om Arresø med uret. Der var medvind i starten og det gik fint derudaf med 35-38 km/t. Ramløsebakken gav ingen problemer og fordi at vi passerede byen fra vest mod øst, var der heller ikke problemer med at skulle vælge hvilken cykelsti, der skulle anvendes.

Bakkerne som havde drillet i Ullerød, var intet problem denne gang, men jeg fik kørt meget i juli. Da vi kom over på østsiden blev vinden en faktor, men jeg fik valgt en høj kadance, som gav mig en rimelig hastighed uden at knæene gav problemer. Frederiksværk blev hurtigt nået og fordi at arrangørerne havde valgt en rute igennem byen, var der heller ikke noget bakkekørsel.

Den sidste del af ruten gik via en cykelsti, hvor der var meget grus på kørebanen, men helheden taget i betragtning så var ruten rimelig. Der var nogle lyskurve og chikaner på cykelstierne, så det satte sit præg på tiden, som blev 1 time og 33 min for denne 44 km enkeltstart.

Bastrup Sø rundt september 2004 (Cykelløb 85 km)

Da jeg mangler kørelejlighed til Alpetramp, så er dette løb sæsonafslutning for mig.

Sidste gang, jeg kørte løbet, så var starten henlagt til Ballerup. Nu er det flyttet til Smørum. Måske kommer den dag, hvor en investor køber FCK og lader dem spille i Farum, men med hensyn til Bastrup Sø Rundt, så har løbet ikke taget skade af at blive flyttet ud af byen. Kulturhuset i Smørum skaber en fin ramme omkring løbet

Jeg havde tilmeldt mig 85 km og i disse PC-tider, så blev jeg hurtigt registreret og fik gjort cyklen klar. De første kilometre går på cykelsti i Smørum og de er ikke for gode. Efter en sightseeing rundt i byen gik turen mod Ganløse og nu kunne løbet starte. Jeg havnede som efteranmeldt i ikke i nogen stor gruppe og lå hurtigt alene. Men der er altid nogle at indhente og tyrens ryg blev også hurtigt forceret. Lige syd for Lynge mødte jeg to ryttere som kom fra samme firma. Dem lå jeg sammen med indtil depot nr. 2, hvor de skulle ind og nyde udvalget.

Nu skulle turen hjem foregå i modvind og samtidig fik jeg problemer med salt balancen. Jeg havde drukket vand og følte at jeg egentlig havde gode ben, men jeg måtte klikke ud et par gange, da jeg fik krampe i baglåret. Da jeg var rigtigt træt, kom jeg til at overse et skilt og jeg fik kørt ca. 1 kilometer, hvor at jeg fandt ud af at jeg havde kørt forkert. Men jeg kom tilbage og fik en banan ved et depot. Langsomt kom jeg til kræfter igen og begyndte igen at overhale ryttere.

Efter Lynge begyndte det at dryppe og da jeg antog at vi skulle ud i regn. Jeg tog den beslutning at stoppe og iføre mig min regnfrakke. Det var en fejl, for nok regnede det en smule, men mit stop gjorde at jeg mistede mit gode tråd. Resten af turen var en kamp. Jeg blev passerede af nogle felter, som jeg ikke forsøgte at få efter. Det var meget heldigt fordi en af felterne havde et massestyrt kun 50 meter foran mig. Træthed og et øjebliks uopmærksomhed. Der skal ikke meget til.

Lige før Ballerup, gik jeg helt på standby og kørte kun fremad med 15 km/t i stiv modvind. Langt om længe nåede jeg målet og det kaldte på en cola og en pølse for at jeg kunne blive mig selv igen. Tiden 3 t 27 minutter er ikke nået at skrive om, men det positive er at de knæproblemer, jeg løb ind i sidst i august, ikke generede synderligt på denne dag.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Tilbageblik på 2023

Idag er der Folketingsvalg