Et helt andet år end jeg havde forestillet mig

2016 var ligesom lagt an til at blive noget andet end det, som ligger foran mig nu.Men den sjette april blev jeg impliceret i en højresvingsulykke.

Den slags sker hver dag og der skal kun en konklusion baseret på ganske få sekunders observation til før at en forkert manøvre udføres og uheldet sker.

Den pågældende uge var vigtig for mig. Min søn og løbemakker Christian skulle konfirmeres. Jeg havde besluttet at køre på cykel alle dage uanset vejrlig så jeg kunne tabe mig lidt og passe det fine tøj, som det kan læses af grafen i bunden af dette indlæg havde jeg kørt lidt over halvdelen af distancen til arbejdet da det gik galt.

Uheldet skete lige efter krydset Herlev Hovedgade – Ring 3.

Her er en parkeringsplads hvor man for nogle årtier siden vendte færdelsretningen i parkeringsområdet om, så man ikke må køre ind af den første indkørsel. Desværre står skiltet med indkørsel forbudt lidt forskudt i forhold til indkørslen og vinklen på udkørslen indbyder også til indkørsel. Det er naturligvis ikke en undskyldning for bilisten som kørte ind foran mig da jeg var en meter fra udkørslen, men som sagt: Musikken spiller – folk kommer til skade i trafikken for vores samfund skal fungere og så er der en pris at betale. Den pris kommer jeg nu til at betale. Alt det andet må politiet tage sig. De tog rapport og jeg blev kørt på skadestuen.

Jeg fik en del skader.

Heldigvis bar jeg hjelm. Jeg slap ikke for hovedskader idet at jeg ramte noget på varevognen. Formentlig sidespejlet og derfor skulle jeg syes med 8 sting i panden. Derudover tog man et røgtenbilledet af mit venstre håndled.

Da jeg kom hjem og tog et bad fandt jeg mærker efter slag på hele venstre side af kroppen. I sær venstre arm var pænt pyntet. Jeg har senere opdaget blå mærker på knæ og baglår om jeg ikke bemærkede de første døgn. Efter en halv dag begyndte fingrene på højre hånd at sove.

Man mistænkte mig endvidere for at have fået en hjernerystelse, så jeg måtte beklagelig meddele Talentsoft hvor jeg har fået lov til at tjene siden februar 2015 at jeg ikke måtte arbejde med computer det næste døgn. De har dog gennem hele forløbet vist sig forstående, hvilket jeg er dem dyb taknemlig for.

Fredag startede jeg med at arbejde hjemmefra. Jeg havde dog kun kræfter til at arbejde indtil klokken 2. Kunderne er vigtige for både Talentsoft og undertegnede så drevet af pligtfølelse forsøger jeg at arbejde det jeg kan og som lægerne vil tillade. Allerede næste dag var jeg hos lægen og fik undersøgt min sovende fingre.

Weekenden blev passeret og jeg var glad for at familien hjalp os så meget at der blev en konfirmationsfest ud af det for Christian trods alt.

3 dage efter uheldet

I løbet af ugen stod det dog klart at venstre arm og hånd generede voldsomt. Jeg forsøgte alt hvad jeg kunne med is og hvile, men den blev ved med at gøre ondt. Jeg fik en forklaring da sygehuset skrev til mig og forklarede at der var et mindre brud et sted. Så fredagen efter tog jeg på sygehuset og her fik jeg gips på. Det lindrede mine smerter en del. Jeg ville nødig ud i noget misbrug af smertestillende midler og jeg havde trods alt forinden spist 3 hovedpinepiller foruden dem som hospitalet gav mig den første dag.

Bliver jeg nogensinde frisk igen?

Svaret er at jeg ikke ved det.

Min læge har forbudt mig at løbe. Min cykel står stadig hos cykelhandleren og med lidt held bliver min søn den første som kører på den den 30. april hvor han kører Egedal familie Triathlon. Det var et stævne vi begge gennemførte sidste år. I år må jeg stå på sidelinjen.

Jeg starter behandlinger for mine sovende fingre hos fysioterapeuten denne uge, hvor vi skal se på om de ikke skyldes en forværring af det piskesmæld jeg fik i 2008 da en spritbilist kørte ind i en række holdende biler hvori jeg befandt mig i en af dem.

Jeg følger stadig de øvelser jeg fik dengang. Jeg vil så gerne igang med at løbe igen, men sålænge lægen siger stop, så er det et stop.

Istedet har jeg fået OK til at gå lange ture og det må jeg så igang med. Jeg passer som sagt mit arbejde hjemmefra indtil videre. Næste uge vil jeg forsøge at køre ind til firmaet. Mine kollegaer på Talentsoft har været flinke til at holde kontakt via Skype og email, men jeg savner stemningen på kontoret.

Jeg vil gerne tilbage så jeg igen kan cykle til arbejde til arbejde. Det bliver en kamp, som kan vare måneder. Jeg er på ingen måde bitter. Det er en af de små stød som livet giver. Jeg trækker mig ikke i trafikken. Jeg forventer heller ikke at andre gør det. Jeg ved at når jeg forlader mit hjem at den kan blive for sidste gang. Det er jeg afklaret med. For mig som person handler det om at jeg vil tjene min til enhver tid arbejdsgiver på bedste måde. Det er en forpligtelse jeg har. Den vil jeg leve op til uanset om jeg så mister livet i forsøget.